Danskere involveret i svindel med udbytteskat

admin

454 uger siden

|

11/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En dansk skatteadvokat har angiveligt hjulpet Sanjay Shah og hans selskab, Solo Capital, i forbindelse med storstilet svindel med refusion af udbytteskat.

Det skriver DR Nyheder.

Solo Capital er det selskab, som Bagmandspolitiet mistænker for at være en af hovedaktørerne bag den store udbytteskatteskandale, der har kostet statskassen 9,1 milliarder kroner.

Den pågældende advokat indstillede i denne uge sit arbejde hos det danske advokatfirma Plesner, fordi advokaten i et tidligere job har rådgivet Sanjay Shah og Solo Capital.

Advokaten var partner i Plesner.

- Vi har draget konsekvenser af den rådgivning, som partneren har ydet, før han kom til Plesner i 2014, siger Tom Kári Kristjánsson, der er partner i Plesner, til DR.

Ifølge DR hjalp advokaten i 2012 Solo Capital med rådgivning om danske regler for udbytteskat, mens han var ansat i et andet advokatfirma.

DR har haft kontakt med den nu tidligere partner i Plesner. Han bekræfter, at han ikke længere arbejder for Plesner, men han afviser at uddybe forholdene.

Han henviser til sin tavshedspligt som advokat, skriver DR.

Også en anden dansk advokat har angiveligt hjulpet med rådgivningen. Ifølge DR er den anden advokat i dag ansat i advokatfirmaet Horten Advokatpartnerselskab.

Horten Advokatpartnerselskab ønsker ikke at kommentere oplysningerne over for DR.

Offentligheden fik kendskab til svindelsagen, da Skat i slutningen af august sidste år anmeldte skattesnyd for omkring 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet.

Svindlen skal være sket i forbindelse med udbetaling af aktieudbytter.

Skat oplyste herefter i november, at svindelbeløbet angiveligt er løbet op i hele 9,1 milliarder kroner.

Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

/ritzau/