Danske Slagtermestre og NNF indgår forlig

admin

|

28/03/2014

Dagens topnyheder

Danske Slagtermestre og Fødevareforbundet NNF er blevet enige om en ny overenskomst.

Forhandlingerne brød ellers sammen tidligere på ugen - men efter 13 timer i Forligsinstitutionen lykkedes det tidligt fredag morgen at samle enderne og indgå et forlig.

Det oplyser Danske Slagtermestre, der ikke har været begejstret for den linje, som er lagt af de store organisationer ved dette års overenskomstfornyelser:

- Det har virkelig været svært at nå frem til noget fornuftigt inden for den ramme, der er lagt, og de forbedringer, vi har fået, har desværre ikke været gratis, siger Danske Slagtermestres formand, Leif Wilson Laustsen.

Der skal nu stemmes om overenskomsterne på det private arbejdsmarked. Omkring 600.000 lønmodtagere skal frem til 7. april stemme om nye treårige overenskomster.

Flere fagforbund har siden urafstemningen startede 22. marts forsøgt at få medlemmerne til at afgive deres stemme.

Blandt andre har Dansk Metal sat gang i en kampagne med virksomhedsbesøg og telefonopringningerne til medlemmerne, så stemmeprocenten kommer op. Målet er, at mindst halvdelen af medlemmerne skal stemme.

Forbundsformand for Dansk Metal Claus Jensen siger, at det er vigtigt for medlemmerne, at man får en højere stemmeprocent. Jo flere der stemmer, desto større opbakning giver det overenskomsten og den danske model, mener Claus Jensen.

Forligsmanden offentliggør resultatet af urafstemningen 11. april 2013.

/ritzau/