To danske målmænd kom et skridt nærmere Champions League-gruppespillet efter smalle sejre i anden kvalifikationsrunde onsdag aften.
Den tidligere Brøndby-målmand Michael Tørnes stod på mål for den finske fodboldklub HJK Helsinki, som på hjemmebane vandt 2-1 over makedonske Rabotnicki.
Finnerne havde spillet uafgjort 0-0 i Makedonien for en uge siden, så en sejr på et enkelt mål var akkurat nok til at gå videre til tredje runde af kvalifikationen.
Midtbanespilleren Robin Lod og forsvarsspilleren Valtteri Moren scorede målene for finnerne i det 22. og 26. minut, og 2-0-føringen holdt indtil pausen.
28-årige Michael Tørnes måtte dog fiske bolden ud af nettet kort efter pausen, da makedonernes kantspiller Stephan Vujcic reducerede til 1-2.
Så skulle Rabotnicki blot bruge endnu et mål for at gå videre på reglen om flest scorede udebanemål, men Michael Tørnes holdt buret rent i resten af kampen.
I tredje kvalifikationsrunde skal HJK Helsinki og Michael Tørnes nu møde cypriotiske Apoel. Den første kamp spilles i finske Helsinki på tirsdag.
Den anden danske målmand, som havde succes onsdag aften, var Robin Olsen, som holdt buret rent i alle 90 minutter for Malmö FF.
Svenskerne vandt 1-0 ude over litauiske Ventspils, og da også deres indbyrdes opgør var endt uden mål i det første opgør, så var den knebne sejr nok til at gå videre.
Det var svenskernes offensivspiller Isaac Kiese Thelin, som scorede kampens eneste mål i Litauen efter 19 minutter.
Det er 14 år siden, at Sverige senest havde et herrefodboldhold i gruppespillet i Champions League. Dengang deltog Helsingborg.
Malmö FF, der har Åge Hareide som cheftræner, møder i tredje kvalifikationsrunde Sparta Prag, som sammenlagt vandt 8-1 over esterne Levadia.
Det kræver sejr over både tjekkerne og endnu et hold, hvis gruppespillet i Champions League skal nås for Malmö FF.
Også FC København og AaB træder ind i tredje kvalifikationsrunde, som begynder i næste uge.
/ritzau/