Der skal stadig arbejdes med at forbedre tilfredsheden hos privatkunderne, uanset om de går i den lokale Danske Bank-filial eller benytter sig af bankens online-løsninger.
Det siger adm. direktør i Danske Bank, Thomas F. Borgen, torsdag til Ritzau.
- Selvom vi har mange tilfredse kunder, så er de ikke tilfredse nok. Vi har fremgang mange steder, men vi har ikke stor nok fremgang på alle områder, siger topchefen og fortsætter:
- Så der er mange ting at glæde sig over, men langsigtet er der stadig steder, hvor vi kan forbedre os.
Ønsket om at ville forbedre tilfredsheden giver god menig, idet den seneste undersøgelse over danskernes syn på deres bank viste, at Danske Bank har de mest utilfredse kunder blandt de store danske banker.
Resultatet af undersøgelsen, der er udarbejdet af analyseinstituttet Voxmeter, er ikke nogen egentlig nyhed, da Danske Bank har ligget i bunden i forhold til kundetilfredshed i hvert eneste år, hvor undersøgelsen er blevet lavet.
- Vi har nået meget af det potentiale, vi ligger inde med, og vi skal blive ved med at forbedre os i den takt, som vi har gjort, siger den adm. direktør og uddyber:
- Det handler om hver eneste dag at gøre det bedre. Der er ikke nogen magisk løsning, som vi skal sigte efter i den sammenhæng. Hvis vi fortsætter med at gøre det bedre dag for dag, så kommer resultaterne også af sig selv.
Meldingen fra norske Thomas Borgen kommer efter, at Danske Bank har præsenteret et regnskab for 2013, der blandt andet viste en forbedret bundlinje.
Bankkoncernen kom ud af 2013 med et resultat efter skat på 7,1 milliarder kroner mod 4,7 milliarder kroner i 2012 - en stigning svarende til 51 procent.
Thomas Borgen understreger af flere omgange vigtigheden af, at Danske Bank fortsætter med at fokusere på enkeltheden og den komplette servicepakke for bankens privatkunder.
- Det drejer sig om de små ting i verden. At kunden får en god ordning, får de rigtige produkter og får en god oplevelse, når de benytter sig af os, siger Thomas Borgen og fortsætter:
- Det handler om at komme helt ned på gulvet og samle de små, men vigtige ting op og fokusere på dem og forbedre dem. Det vil ikke ændre det store billede, men det er udgangspunktet for at forbedre netop den slags ting, som er vigtigt for os.
/ritzau/