Dansk idræt jubler over sportsåret 2013

admin

|

28/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Håndboldkvinderne lukkede sportsåret 2013 med VM-bronze. Tilbage i januar vandt herrerne VM-sølv, og to VM-medaljer i håndbold samme år er historisk.

Det har Danmark aldrig tidligere præsteret, og håndboldspillernes succes sætter 2013 i relief: Et stort dansk sportsår.

105 VM- og EM-medaljer bød året på. 61 af dem hentet i forbund, der støttes økonomisk af Team Danmark. Og både her og i Danmarks Idrætsforbund (DIF) kigges der tilbage på året med stor tilfredshed.

- Det har været et utroligt flot sportsår. Vi har i de olympiske discipliner hentet 12 VM-medaljer, det har Danmark aldrig gjort før. Og vi har også haft et flot år i de ikke olympiske idrætsgrene.

- Og vi har vundet medaljer i mange idrætsgrene, så jeg er meget tilfreds, siger Team Danmarks direktør, Michael Andersen.

DIF jubler med. Over de samme 61 medaljer som Team Danmark - og over 44 andre medaljer hentet i idrætsgrene, der ikke støttes af Team Danmark.

- Det har været et fornemt dansk sportsår med flere bemærkelsesværdige topresultater. Bueskytterne har haft et vildt 2013 og har nærmest ryddet bordet med otte medaljer ved EM og VM.

- Men også håndbold, handicapidrætten, cykelsporten, danserne, roerne og svømmerne har taget for sig af medaljerne, siger elitechef i DIF, Jesper Frigast Larsen, i en pressemeddelelse.

Bueskytten Maja Jager leverede ifølge Team Danmark-direktøren årets største positive overraskelse, da hun vandt VM-guld i den olympiske disciplin recurve.

- Maja Jager er årets største overraskelse, som jeg ser det. Maja kom som 21-årig og blev verdensmester i en olympisk disciplin og slog den olympiske guldvinder på vejen. Og samme dag vinder hun VM-bronze med holdet, siger Michael Andersen.

Og det er ikke kun de mange medaljer, der skaber jubelstemning.

- En ting er EM- og VM-statistikken, men her kan man for eksempel ikke læse, at Tine Baun (badminton, red.) kom til tops i All England, at golferne vandt tre turneringer på Europa Touren, og at Tom Kristensen for niende gang løftede Le Mans-trofæet, siger Jesper Frigast Larsen.

Han fremhæver også de mange forbund, der vandt medaljer uden støtte fra Team Danmark.

- Det vidner om en blomstrende talentmasse og om evner og vilje i forbundene til at vise sig frem internationalt, siger Jesper Frigast Larsen.

Michael Andersen kalder talentarbejdet i Danmark for "et af de bedste i verden".

Team Danmark støtter 27 af de 61 specialforbund under DIF. Men trods 44 EM- og VM-medaljer hentet i andre end de 27 støttede forbund skal de øvrige forbund ikke forvente støtte på den korte bane.

- Vi har mindre sportsgrene, vi holder øje med - såsom boksning, fægtning og taekwondo. Vi følger udviklingen og følger med i, om der er nogen, der gør det særligt godt. Vi kigger på, om der er et internationalt resultatperspektiv.

- Vi glæder os over et godt talentarbejde i mange forbund, men jeg synes ikke, der er nogen, der presser sig på i forhold til vores støttekoncept, siger Michael Andersen.

Tværtimod er der nogle få af de forbund, der får støtte, som skal tage sig sammen for ikke at miste Team Danmark-midlerne.

- Vi kigger frem på perspektiverne i de næste tre år, og der er nogen, der skal til eksamen i 2014, siger Michael Andersen og nævner atletik, bordtennis og triatlon.

Kvalifikationen til OL i Rio 2016 begynder snart, og sejlerne og skytterne kan allerede i 2014 sikre nationspladser.

DIF og Team Danmark forventer endnu et stort dansk sportsår i 2014, hvor højdepunkterne på dansk grund er EM i herrehåndbold i januar og VM i badminton i august.

/ritzau/