Dansk golfspiller snupper andenpladsen i Singapore

admin

10 år siden

|

04/05/2014

Dagens topnyheder

Historien om golfspilleren Anders Hansens første sejr på Europa Touren i fem år var stort set skrevet. Og havde det ikke været for en fornem slutspurt af chileneren Felipe Aguilar, var det sidste punktum også sat.

Men Aguilar kom fra baghjul og vandt søndag The Championship i Singapore med en fjerderunde, som var fem slag bedre end Anders Hansens.

Danskeren må stille sig tilfreds med andenpladsen, som han deler sammen med amerikaneren David Lipsky, som søndag gik finalerunden i 65 slag, to færre end Anders Hansen.

Aguilar vandt sin første turnering på Europa Touren i seks år, og chileneren konstaterede, da han kom i klubhuset, at han aldrig havde ramt bolden bedre.

Anders Hansen fik en skidt start søndag, da han lagde ud med en bogey, men han fik samlet sig op igen og leverede fem birdies på de næste huller. Så han lignede en vinder indtil en bogey på hul 16.

Derfor skulle Anders Hansen levere en birdie på et af de to sidste huller for at tvinge Aguilar i omspil, og det missede danskeren lige akkurat.

- Hvad kan jeg sige? Det var bare en af de dage, siger en skuffet Anders Hansen til turneringens hjemmeside.

- Jeg synes, at jeg spillede godt. Men han havde en god dag og spillede godt, det er åbenlyst. Når man er, hvor jeg var, vil man gerne gøre arbejdet færdigt. Det gjorde jeg ikke, så jeg er ikke specielt glad, fortsætter danskeren.

På grund af et skadet håndled har Anders Hansen kun spillet fire turneringer i år, så han glæder sig dog over, at spillet de sidste par uger har været godt.

- Jeg kan ikke bebrejde mig selv for det her, siger han.

For andenpladsen tjener Anders Hansen et beløb svarende til 702.000 kroner. Sejren havde givet ham mere end 1,3 millioner kroner.

/ritzau/