Efter en meget stærk torsdag, er der knapt så meget at glæde sig over for den danske golfduo Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen efter fredagens kamp i Eurasia Cup i Malaysia.
Bjørn og Olesen tabte ganske klart i foursome til Prayad Marksaeng fra Thailand og Kim Hyung-sung fra Sydkorea.
Slaget var allerede tabt efter 15 huller, hvor danskerne var fire point bagud, og derfor var der ingen grund til at spille de sidste tre huller på den fugtigvarme bane i Kuala Lumpur.
I det hele taget kom asiaterne flot tilbage i fredagens foursome, efter at de europæiske par havde været suveræne torsdag, hvor det gjaldt fourballs.
Asiaterne vandt 3-2 i fredagens fem dyster og fik dermed revanche for 0-5-afklapsningen dagen før.
Her havde Bjørn og Olesen gjort deres med en sejr på to huller over en japansk duo.
Med en samlet føring på 7-3 efter de to første dage ligner det trods alt stadig en europæisk sejr inden weekendens 10 singler.
/ritzau/