Dansk Folkeparti har tillid til Lars Løkke

admin

10 år siden

|

20/05/2014

Dagens topnyheder

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl fastslår, at han har tillid til Lars Løkke Rasmussen og ikke vil kræve dokumentation for skattebetaling lagt frem.

- Nej, det vil vi ikke. Hvordan Venstre kører deres sager, må de selv stå til ansvar for. Min opgave er alene at placere Dansk Folkeparti i en situation, hvor vi får mest mulig politisk indflydelse, siger han.

- Det, der er afgørende for os er, om skatteloven er fulgt. Og det siger både Lars Løkke Rasmussen og Venstre, at det er den, og det må vi lægge til grund. Jeg vil ikke gå ind og kræve, at der bliver lagt det ene eller det andet eller det tredje frem.

Spørgsmål: I Helle Thorning-Schmidts skattesag mente I, at oplysninger skulle lægges frem. Hvorfor skal det ikke ske i Løkkes sag?

- Man kan altid diskutere det ene eller det andet og frem og tilbage. Jeg kan huske, at der i Helle Thorning-Schmidts sag var en diskussion om, hvorvidt der blev talt dage (for Thornings mands ophold i Danmark, red.) eller ej, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.

- Men grundlæggende er det en privatsag, og vi må lægge til grund, at Lars Løkke Rasmussen har betalt skat, når han siger det.

Spørgsmål: Men er det en privatsag, når så mange vælgere stiller spørgsmålstegn ved Venstres leder?

- Venstre må vurdere, hvor meget der er behov for at lægge frem for at bevare tilliden fra danskerne. Det blander jeg mig ikke i, og jeg vil ikke kræve, at dokumentationen bliver lagt frem, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/