Dansk Folkeparti er tilhænger af dansk deltagelse i Europol-samarbejdet.
Til gengæld er det EU-skeptiske parti ikke vild med de åbne grænser, der følger med deltagelsen i Schengen-samarbejdet, som et medlemskab af Europol indebærer.
Derfor foreslår partiet nu ifølge Jyllands-Posten, at Danmark får genforhandlet Lissabon-traktatens protokol 22, der netop knytter Europol-samarbejdet sammen med Schengen-aftalen.
Dansk Folkeparti vil altså kort sagt skille Schengen-samarbejdets åbne grænser fra deltagelse i Europol.
- Vi vil gerne have en forhandling om at få den samme tilvalgsordning som Storbritannien, der ikke er tvunget til at gå med i Schengens overstatslige retsgrundlag, siger europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt til Jyllands-Posten.
Dansk Folkepartis forslag kræver, at man genåbner Lissabon-traktaten. Det vil derfor kræve, at alle EU's medlemsstater godkender Dansk Folkepartis forslag.
Men en sådan genforhandling er urealistisk, mener justitsminister Søren Pind.
- Her driver man simpelthen gæk med den danske befolkning. Man hiver alt muligt juristeri og hjemmestrikkede, teoretiske løsninger op af hatten og prøver at bilde den danske befolkning ind, at man kan få det hele for det halve til den kvarte pris, siger han til Jyllands-Posten.
Juraprofessor Peter Pagh fra Københavns Universitet mener også, at det er urealistisk at tro, at alle EU's medlemslande bliver enige om en ændring af traktaten på det punkt.
Dansk Folkeparti har tidligere foreslået andre muligheder for, at Danmark kan blive i Europol.
Først foreslog det, at Danmark bør lave en samarbejdsaftale med Europol. Det har blandt andre Norge. Aftalen betyder dog, at Norge ikke har samme vilkår i Europol som et land, der er fuldgyldigt medlem.
I september fremlagde Dansk Folkeparti sammen med de andre nej-partier et andet forslag om, at danskerne stemmer om en tilvalgsordning, der kun indeholder Europol.
/ritzau/