Dansk EU-ambassadør på vej til europæisk topjob

admin

9 år siden

|

19/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks EU-ambassadør, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, indstilles til et af de højeste europæiske embedsmandsjob som generalsekretær for ministerrådet i EU, erfarer Ritzau.

EU-præsident Donald Tusk vil ifølge kilder i flere medlemslande indstille danskeren til den indflydelsesrige post i forbindelse med middagen torsdag under et to dage langt EU-topmøde i Bruxelles.

Beslutningen skal på forhånd være klappet af med samtlige lande, og Jeppe Tranholm-Mikkelsen har ifølge Ritzaus kilder blandt andet fået forhåndsopbakning af den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

Hvis topmødet formelt bekræfter udnævnelsen, vil danskeren afløse tyskeren Uwe Corsepius, der til juni rejser hjem til Berlin for at genindtræde i sit gamle job som Merkels øverste EU-politiske rådgiver.

Corsepius' jobskifte blev meddelt i slutningen af sidste uge.

Spekulationerne om, at jobbet ville gå til en EU-ambassadør, der har kørt et succesfuldt EU-formandskab, gik hurtigt i gang i diplomatkredse i Bruxelles, og flere har de seneste dage nævnt den danske ambassadør som en absolut favorit.

Jobbet som generalsekretær er relativt usynligt i den brede offentlighed, men vedkommende spiller en vigtig koordinerende rolle, når de 28 medlemslande skal afstemme deres holdninger.

Danskeren, der har været i sit nuværende job som chef for den danske EU-repræsentation siden 2010, nyder i forvejen stor respekt i EU-systemet for sin evne til at udtænke kompromisser.

Det kom tydeligt til udtryk under det danske EU-formandskab i 2012, og Jeppe Tranholm-Mikkelsen nævnes af øvrige landes EU-ambassadører ofte som en af de mest respekterede i kredsen.

Udenrigsministeriet meddelte i oktober sidste år, at den danske topdiplomat ville forlade Bruxelles til sommer for at overtage jobbet som dansk ambassadør i USA.

Det er ofte de store medlemslande, der sætter sig på de øverste embedsmandsjob i EU. Men jobbet som generalsekretær i rådet har tidligere været bestridt af danske Niels Ersbøll, der sad i stolen fra 1980 til 1994.

/ritzau/