Regeringen får næppe særlig mange ledige i arbejde med sin beskæftigelsesreform. Den satser alt for storstilet på at efteruddanne ufaglærte ledige, men det virker ikke at uddanne ledige uden at opstille mål.
Det siger Dansk Erhvervs arbejdsmarkedschef, Ole Steen Olsen, om regeringens udspil, som onsdag præsenteres af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
- Regeringen lægger op til en massiv efteruddannelsesindsats til ledige ufaglærte. Vi ved, at uddannelse uden mål ikke har en nævneværdig beskæftigelseseffekt. Det er at brænde penge og menneskers tid af, siger Ole Steen Olsen i en skriftlig kommentar.
- Man kunne få en bedre jobeffekt ved at bruge pengene på vækstinitiativer, siger han.
Udspillet sikrer heller ikke, at danske ledige vil søge de job, som udlændinge tager, fordi danske ledige ikke søger dem. Hvert eneste år opslås over 700.000 job.
Derfor skal reformen indrettes, så ledige søger ledige job eller kvalificeres med målrettet uddannelse, siger Ole Steen Olsen.
- Undersøgelser viser, at en sjettedel af de ledige reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor skal jobcentrene også kunne sanktionere, hvis ledige ikke møder op eller undlader at søge vakante job. Samtidig bør sanktionsreglerne gøres mere klare og gennemskuelige, mener han.
Derimod roser Dansk Erhverv, at reformen udbygger kontakten med virksomheder og målretter jobrotation, voksenlærlinge og job med løntilskud.
- Det er den type initiativer, vi har brug for, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at sikre en effektiv beskæftigelsesindsats til gavn for både samfundet, arbejdsmarkedet og den ledige, siger Ole Steen Olsen.
/ritzau/