For Dansk Erhverv er det mindre vigtigt, om statslige arbejdspladser ligger i København, på Fyn eller i Nordjylland.
På dagen, hvor 3900 arbejdspladser rykkes ud af København interesserer organisationen sig mere for, hvad det betyder for det arbejde, der udføres på arbejdspladserne.
- Vi vil vurdere denne flytning på baggrund af, hvordan den påvirker virksomhederne. Sagsbehandlingen må hverken blive længere eller dårligere.
- Og retssikkerheden må heller ikke lide under sådan en flytning, siger underdirektør Geert Laier Christensen.
Dansk Erhverv er i den forbindelse spændt på, hvordan udflytningen - der skal foregå frem til 2018 - forløber.
- Vi håber at regeringen tager højde for, at tempoet i den offentlige sektor ikke må falde mærkbart, og at fagligheden skal være på niveau.
- Især vil overgangsperioden være kritisk, siger Geert Laier Christensen.
/ritzau/