Udgiveren af Den Danske Spiseguide, Bent Christensen, er ikke i tvivl. Mandag aften er der gode muligheder for, at den danske restaurant Noma bliver kåret som verdens bedste restaurant for fjerde år i træk.
- Jeg ser positivt på det, og jeg forventer, de bliver nummer et igen, men skulle de falde et par pladser, er det ingen katastrofe, siger Bent Christensen.
Han har i de sidste fem år været dommer i konkurrencen, der finder sted i London og går under navnet "The World's 50 Best Restaurants".
I alt er der 900 dommere, og det er de nye dommere, der kan stikke en kæp i hjulet for Nomas dominans, mener Bent Christensen.
- Der er skiftende antal dommere hvert år. Alle har ikke været på Noma, og det kan være en medvirkende årsag til, at Noma glider, for man kender ikke helt præcist de nyeste dommeres gastronomiske orientering, siger han.
Noma er i de sidste tre år i træk blevet kåret som verdens bedste restaurant. Og selv om restauranten blev ramt af roskildesyge i marts, hvor mange gæster blev syge, får det ingen indflydelse på kåringen, vurderer Bent Christensen.
- Folk der dømmer er jo professionelle. Det er jo ikke hr. og fru. Petersen, der kommer og dømmer. Den ting kan ske. Det ved folk, der interesserer sig for højgastronomi, siger han.
Den danske dommer tilføjer, at konkurrencen de senere år er blevet hårdere. Specielt efter at restauranter fra Asien og i særdeleshed Kina, er begyndt at deltage i konkurrencen.
- Det bliver absolut ikke lettere at vinde. Uanset om man holder eller har en lille stigning i sit niveau, så er det ikke blevet lettere, siger Bent Christensen.
Det ventes, at verdens bedste restaurant bliver kåret mandag aften klokken 22 lokal tid i London.
/ritzau/