Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det kan da også hurtigt blive en dyr fornøjelse, at bruge vikarbureauerne, lyder advarslen fra Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri har undersøgt det tilbud, som i øjeblikket dumper ind af brevsprækken hos håndværksvirksomheder og landbrug i Nordjylland, Østjylland og Sydjylland. Det er et vikarbureau, der henter udenlandsk arbejdskraft ind som vikarer til 90 kroner i timen plus moms blandt andet inden for bygge- og anlægsområdet. Det er ikke ulovligt at udbyde vikararbejde til 90 kroner i timen.
- Men det er en timepris, der ligger under de danske mindstelønninger, og det kan ende med at blive et dyrt bekendtskab, hvor virksomheden ender med en efterbetaling, siger afdelingschef i Dansk Byggeris arbejdsgiversekretariat, Thorsten Wilstrup.
Det er en faglig voldgift, der er årsag til, at virksomhederne ud over en masse besvær også risikerer en efterregning. Den siger nemlig, at virksomheder, der anvender vikarerne, kan gøres ansvarlig for en eventuel underbetaling.
- Vi har set flere steder, at når for eksempel et fagforbund, opdager at der arbejder vikarer til under overenskomstmæssig timeløn, så blokerer de virksomheden – og det gælder både virksomheder med og uden overenskomst. Fagforbundet stopper først, når lønniveauet når overenskomsten, og det gælder også bagudrettet. Derfor kan timeprisen på 90 kroner risikere at blive både dyr og besværlig, og vi ser os nødsaget til at gøre de lokale arbejdsgivere opmærksom på den risiko, de løber for efterbetaling, hvis de benytter sig af sådanne tilbud, siger Thorsten Wilstrup.