Patrick Nielsen kommer sandsynligvis på karrierens hårdeste opgave, når den danske bokser søndag aften møder russiske Dmitry Chudinov i Moskva.
23-årige Nielsen vil få hundredvis af højtråbende russere imod sig i Arena Mytishchi.
Udsigten til en hårdtslående Chudinov og en hel arena, som vil have ham ned med nakken, er ikke noget, der skræmmer.
- Det handler om at være klar og vide, hvad man går ind til. Jeg skal tænke, at det er nu eller aldrig.
- I sidste ende er det jo ikke publikum, man slås imod. Der er kun én modstander, siger Patrick Nielsen.
Danskeren har bokset langt størstedelen af sine hidtidige kampe i trygge omgivelser i Danmark, men det kan være en lidt anden oplevelse at bokse på udebane.
Briten Patrick Mendy, der i 2013 var i ringen mod både Nielsen og Chudinov, er bekymret på danskerens vegne.
- Jeg er bekymret for, hvordan han kommer til at klare en kamp langt væk hjemmefra.
- Han er vant til at bokse i Danmark som favoritten og ham, alle støtter. I Moskva vil han være ude af sin comfort zone, og det bliver en stor test af hans mentalitet.
- Jeg har set boksere smuldre på udebane. Du ser dem før kampen, og de er nervøse og bange. De har allerede tabt kampen oppe i hovedet, før de selv træder ind i ringen, mener Patrick Mendy, der vurderer, at publikum vil forsøge at skræmme danskeren.
- Nielsen skal lære at blokere for det hele og kun fokusere på sin modstander. Han bliver nødt til at bringe den samme selvtillid og tro, han viser i Danmark, med sig til Moskva. Ellers får han problemer, siger briten, der tabte sine kampe til Nielsen og Chudinov.
Patrick Nielsen har bokset fire af sine 22 professionelle kampe i udlandet, og han føler sig godt rustet til det, der venter ham.
- Jeg har prøvet at bokse i Tyskland på udebane som professionel. Jeg gjorde det også som amatør. Jeg har ikke så meget i mod det. Det er selvfølgelig bedst med en god hjemmeopbakning, men jeg er klar som aldrig før, fastslår danskeren.
Kampen, der gælder en mindre titel hos WBA, vil sætte kursen for Patrick Nielsens fremtid. Er han klar til større udfordringer, eller er Dmitry Chudinov på udebane en lidt for stor mundfuld?
Det kan vise sig, at det er lidt for tidligt i karrieren at tage denne udfordring.
- Det mener jeg ikke. Jeg er ung, frisk og klar på det hele.
- En sejr vil åbne døren til en helt ny verden for mig. Den her kamp skal vindes, og så bliver de næste modstandere toppen af poppen, siger Patrick Nielsen.
TV3+ sender kampen direkte fra klokken 20.30.
/ritzau/