Fagforbundet 3F har kåret møbelfabrikken Carl Hansen & Søn som Årets Arbejdsplads. Virksomheden, der har hjemme i Aarup på Fyn, fremstiller blandt andet stole tegnet af designeren H.J.Wegner.
- Mest imponeret var dommerkomiteen over at se, hvordan virksomheden har formået at skabe vækst i en tid, hvor den øvrige branche er i krise. Man har bevist, at det er muligt at beholde arbejdspladserne i Danmark og samtidig endda skabe et godt arbejdsklima for medarbejderne, sagde 3F's formand Poul Erik Skov Christensen ved kåringen.
På andenpladsen kom Udviklingscenter Ribe (Ribelund), der er et bo- og aktivitetstilbud til udviklingshæmmede. Den fine lacering begrundes især med, at man har sat fokus på personalets trivsel.
Der var fire kandidater til prisen i det endelige opløb. Foruden Carl Hansen & Søn samt Udviklingscentret Ribe var det Hanstholm Fiskemelsfabrik og Arla Foods i Slagelse.