Danmark siger ja til FN's våbentraktat

admin

10 år siden

|

02/04/2014

Dagens topnyheder

Danmark har onsdag tilsluttet sig FN's våbentraktat, der skal hindre strømmen af våben til lande, hvor de sandsynligvis bruges til krigsforbrydelser, folkedrab eller andre forbrydelser mod menneskeheden.

Det skete på etårsdagen, hvor 155 lande i FN stemte for våbentraktaten Arms Trade Treaty (ATT).

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) ser frem til, at traktaten ratificeres af 50 lande, så den kan træde i kraft. 32 lande har nu tilsluttet sig traktaten.

- Danmark har længe hørt til de lande, der mener den manglende regulering af den internationale handel med våben er en skændsel. En sådan regulering vil omsider blive indført, når ATT'en træder i kraft, siger Martin Lidegaard i en mail til Ritzau.

- ATT'en forpligter regeringerne til at udstede en tilladelse før våben kan eksporteres, og en sådan gives ikke, før man har vurderet eksporten i forhold til en række kriterier.

- Blandt andet kan våben ikke eksporteres til lande, hvor der er fare for, at de anvendes til undertrykkelse, menneskerettighedskrænkelser eller krigsforbrydelser, siger Martin Lidegaard. Han mener, at traktaten er godt på vej.

Traktaten træder i kraft 90 dage efter 50 lande har ratificeret traktaten.

- ATT'en er en unik mulighed for det internationale samfund for at sikre et internationalt regelsæt, der kan være med til at reducere menneskelige lidelser og ustabilitet, der oftest er resultatet af ureguleret og uansvarlig våbenhandel, siger Martin Lidegaard.

Danmark bidrager aktivt og økonomisk med at implementere traktaten i de lande, der har behov for særlig støtte i forbindelse med implementeringen af traktaten.

Spørgsmål: Hvad siger du til den tidligere udenrigsminister Villy Søvndals idé om en frivillig aftale med danske rederier, en slags adfærdskodeks. Rederierne er kendt for at fragte mange våden?

- Et frivilligt kodeks kan være med til at sætte en prop i hullet på uansvarlige våbentransporter. Sådanne transporter kan bidrage til kaos og lidelser. Det er en vigtig dagsorden, som jeg vil sætte mig i spidsen for.

- Danmark har som rederination en enestående mulighed for at gå forrest her. En frivillig aftale er også i transporterhvervets interesse, idet det vil være en unik og positiv platform for danske aktører og ikke mindst rederier, lyder svaret fra Martin Lidegaard.

/ritzau/