Danmark er pisket til at vinde over Frankrig

admin

10 år siden

|

19/05/2014

Dagens topnyheder

Efter Tjekkiets 1-0-sejr over Norge søndag aften er det sidste forbehold forsvundet: Det danske ishockeylandshold kan selv afgøre, om det skal blandt de fire hold, der går videre til kvartfinalen fra den indledende pulje ved VM i Minsk.

Den lige vej hedder sejre over Frankrig og Slovakiet efter ordinær kamp. Det vil bringe danskerne op på 11 point, og det vil hverken franskmændene, slovakkerne eller nordmændene så kunne nå.

- Vi har alle muligheder for at nå en kvartfinale igen, men Frankrig har spillet godt ved VM, og det er altså et stærkt hold. Franskmændene har været inde i en rigtig god udvikling og lavede også sidste år vilde resultater, siger den danske forward Morten Madsen.

Der resterer fem kampe i Danmarks gruppe, hvor Danmark lige nu har fem point, mens Frankrig, Norge og Slovakiet har syv:

Mandag: Danmark-Frankrig og Italien-Sverige.

Tirsdag: Norge-Canada, Danmark-Slovakiet og Tjekkiet-Frankrig.

En dansk sejr over Frankrig efter overtid eller straffeslag udløser to point til Danmark og et til Frankrig.

I så fald skal Danmark slå Slovakiet i den sidste kamp tirsdag og samtidig håbe, at Norge ikke slår Canada, og at Frankrig ikke slår Tjekkiet.

Det står klart, at Danmark er uden chance for at gå videre, hvis det bliver til et nederlag mandag eftermiddag.

End ikke en dukkert efter overtid er spiselig, for så kommer Frankrig tre point foran og er bedre indbyrdes, som tæller først i tilfælde af pointlighed.

Så sagen er klar: Dansk sejr over franskmændene holder liv i håbet og lægger op til en klassisk finale mod Slovakiet i den sidste kamp.

Danmark møder Frankrig klokken 15.45.

/ritzau/