Danish Crown svinger kniven: Så mange ansatte skal fyres

admin

10 år siden

|

16/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danish Crown fyrer 472 ansatte grundet strukturændringer. Det er Danish Crown i Faaborg og Tulip i Faaborg, der lukkes. Oven i vil 350 af de ansatte på slagteanlæg rundt om i landet blive berørt.

Koncernen begrunder selv fyringerne med, at der skal en række forskellige tiltag til for at sikre, at produktionen i Danmark er konkurrencedygtig.

- Vi har brugt de seneste måneder på at vende alle sten for at finde ud af, hvordan vi ansvarligt løser den aktuelle udfordring med overkapacitet, siger direktør i Danish Crown Kjeld Johannesen.

- Samtidig fastholdes et skarpt fokus på omkostningerne i den danske del af produktionen, siger direktøren.

Det er udbeningsafdelingen i Faaborg og Tulips produktion af færdigretter ligeledes i Faaborg, der lukkes, fordi produktionen i sin nuværende form ikke er konkurrencedygtig.

Samtidig vil man nu starte forhandlinger med medarbejderne og andre interessenter på slagteriet i Skærbæk og på Bornholm om en mere bæredygtig omkostningsstruktur.

Danish Crown vil forsøge at finde en løsning, da man gerne vil være med til at beholde job lokalt og sørge for, at dyrene får den kortest mulige vej til slagteriet.

- Vi vil sammen med medarbejderne og politikerne se på, om vi kan finde andre løsninger, der gør produktionen på Bornholm økonomisk bæredygtig. På den måde håber vi at kunne bevare slagteri og job, siger direktør i DC Pork Jesper Friis.

Også slagterierne i Sæby og i Skærbæk skal ses efter.

- Især i Skærbæk er det omkostningstungt og ikke konkurrencedygtigt, og det skal vi se på med strategisk sigte. Enten skal vi minimere aktiviteterne, eller også skal produktionen gennemføres smartere og billigere, siger Jesper Friis.

At der er for mange ansatte i forhold til svin vil betyde, at omkring 350 medarbejdere fordelt på flere produktionsanlæg berøres.

Der var i det tidligere efterår lagt op til, at slagteriarbejderne skulle betale en del af deres løn til at sikre, at svineproducenterne kunne oplægge produktionen. Men det sagde de ansatte "nej tak" til. Og nu kommer fyringerne.

/ritzau/