Midtbanespilleren Daniel Jensen tager en sæson til i superligaklubben Sønderjyskes lyseblå spilledragt.
- SønderjyskE har med Daniel Jensens underskrift på kontraktforlængelsen fået et stort ønske opfyldt. Den rutinerede midtbanespiller var én af superligaholdets bærende profiler i forårets dramatiske nedrykningskampe, der som bekendt endte i jubel, hedder det i en meddelelse.
Klubben har ifølge administrerende direktør Klaus Rasmussen dermed en meget vigtig brik på plads til den kommende sæson:
- Daniel Jensen har især i foråret spillet fremragende og har på alle parametre vist, at han er en klassespiller. Han er helt i særklasse på det tekniske og taktiske, og meget vigtigt markerer han sig på banen og i omklædningsrummet med ro og overblik, når det virkelig brænder på.
Trods sine snart 35 år stod Daniel Jensen øverst på trænerteamets ønskeliste, understreger Klaus Rasmussen.
- Jeg elsker at spille fodbold, og trives rigtig godt i klubben. Det er søde og venlige folk, man møder i organisationen, i omklædningsrummet og i lokalområdet.
- Det har familiemæssigt også fungeret med kone og børn i København. Jeg har en meget forstående kone, der siger, at jeg skal fortsætte med at spille fodbold så længe, jeg har lyst og kan, siger Daniel Jensen.
Daniel Jensen spillede i sidste sæson 23 kampe for Sønderjyske. Han har en fortid hos blandt andre Werder Bremen og FC København.
/ritzau/