Dalmose: Måske den bedste Viborg-sæson nogensinde

admin

10 år siden

|

16/05/2014

Dagens topnyheder

Viborgs håndboldkvinder kan krone en flot sæson, hvis det lykkes at besejre FC Midtjylland over to kampe i de DM-finalekampe, der indledes lørdag i Ikast.

Men træner Christian Dalmose mener, at Viborg selv uden guldmedaljerne om halsen kan være stolte af den sæson, der næsten er slut, og hvor det indtil videre er blevet til sejr i grundspillet, en pokaltitel og Cup Winnners' Cup-triumf.

Det er i Dalmoses optik flottere end de to sæsoner for nogle år siden, hvor Viborg ud over DM- og pokalfinalen også vandt Champions League.

- Det er tæt på at være noget af det største, Viborg har leveret i klubhistorien. Vi har ikke en Grit Jurack eller en Bojana Popovic, der kan skyde fra 15 meter og lave mål.

- Vi har et kollektiv, der kæmper sammen og arbejder for hinanden, og det er derfor, at vi har opnået de resultater.

- Jeg siger ikke, at min mor havde kunnet træne de tidligere hold, men dengang var der spillere, der kunne afgøre kampen selv. Dem har vi ikke, og vi har også været ramt af skader, men vi har alligevel leveret, siger Dalmose.

Han kan se tilbage på en sæson, hvor Viborg har slået de regerende mestre fra FC Midtjylland alle tre gange, de har mødtes, og derfor er optimismen også stor inden første finalekamp.

- Jeg synes, at vi har været gode på dagen og spillet godt. Vi har ramt niveauet og været gode til at ændre taktikken undervejs, når der har været behov for det.

- Der er mange ting, vi gør rigtigt, når vi møder Midtjylland, og dem tager vi med til finalekampene og prøver at gøre endnu skarpere, siger træneren.

Han har svært ved at sige, hvad der ville være et godt resultat at få med hjem fra udekampen.

- Målet er at gå ned og vinde i Ikast, og så må vi se, hvordan det udvikler sig.

- Det er rigtigt, at vi har en kamp i baghånden i en fyldt Viborg Stadionhal, men det tænker vi ikke så meget på. Det er først til sidst i kampen, at jeg skal vurdere, hvad vi skal have med hjem.

Viborg må i finalekampene undvære svenske Linnea Torstenson, der har brækket en finger og ikke kommer til at spille mere på denne side af sommerferien.

/ritzau/