Dagpengene skaber igen splid hos Socialdemokraterne

admin

9 år siden

|

17/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Socialdemokraterne får nu igen rippet op i det måske mest ømtålelige politiske spørgsmål for partiet – dagpengene. Det skriver Politiken.

Ni medlemmer af folketingsgruppen melder sig i en kandidattest på altinget.dk helt eller delvist enige i, at genoptjeningen til dagpenge bør forkortes.

De trodser dermed både regering og partitop, som officielt forholder sig afventende til det spørgsmål. Partitoppens anbefaling til et svar i kandidattesten er ifølge Politikens oplysninger ’hverken/eller’.

Listen omfatter blandt andet folketingsformand Mogens Lykketoft, skatteordfører Thomas Jensen og EU-ordfører Jens Joel, ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff og uddannelsesordfører Jeppe Bruus.

Alle, Politiken har talt med, står ved deres svar i kandidattesten. En af dem er skatteordfører Thomas Jensen.

- Man bør kunne se på om flere af de ting, folk laver, kan tælle med i genoptjeningen af dagpengeretten. Jeg har svaret, hvad jeg personligt mener, man skal gøre. Når jeg møder folk på gaden i Silkeborg, er det mit svar, siger Thomas Jensen til Politiken.

Ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff siger:

- En af de ting, der skal findes en løsning på, er genoptjeningen. Jeg har fuld respekt for, at der kommer en kommission med en samlet pakke. Men når jeg bliver spurgt, om jeg ønsker at forkorte genoptjeningen, svarer jeg ærligt: Ja, det ønsker jeg, siger han til Politiken.

/ritzau/