Belgisk cykelsport er blevet ramt af sorg.
Den kun 18-årige cykelrytter Igor Decraene blev lørdag fundet død efter at have taget sit eget liv i en by nær sit hjem i Waregem.
Det fortæller nyhedsbureauet AFP.
Igor Decraene blev sidste år juniorverdensmester i enkeltstart, hvor han i Firenze var den eneste, som kunne besejre det danske tempotalent Mathias Kriegbaum.
- Den 18-årige juniorverdensmester deltog i en træningslejr med landsholdet i denne uge forud for VM i landevejsløb i Ponferrada, Spanien, fortæller det belgiske cykelforbund i en pressemeddelelse.
I det cykelgale Belgien blev Igor Decraene anset for at være et af nationens store håb. Først og fremmest fordi han vandt VM sidste år.
Belgieren stod desuden klar til at indlede en karriere på World Tour-holdet Omega Pharma-Quicksteps ungdomshold.
/ritzau/