Corydon indrømmer overbetaling af Kammeradvokaten

admin

10 år siden

|

03/05/2014

Dagens topnyheder

Staten betaler millioner af kroner mere end nødvendigt til statens faste advokat, det private advokatfirma Poul Schmith.

Det indrømmer finansminister Bjarne Corydon (S) i en fortrolig orientering af Folketinget, skriver Politiken lørdag.

Corydon har ellers gentagne gange de seneste år - efter kritik af statens eneretsaftale med Poul Schmith - fastholdt, at aftalen, der har været uændret i mange år, stadig var "økonomisk fordelagtig for staten".

Men nu skriver finansministeren, at en ny undersøgelse viser, at "staten bør kunne opnå lavere priser end i dag".

Poul Schmith sender som kammeradvokat hvert år regninger til staten for over 300 millioner kroner for at rådgive og føre sager for ministerier og styrelser.

Efter Corydons indrømmelser vil flere statsrevisorer nu have Rigsrevisionen til at se på, hvor mange penge staten kan have tabt. Det fremgår ikke af finansministerens fortrolige notat.

En af de kraftigste kritikere af aftalen mellem staten og Poul Schmith har været Venstres Preben Bang Henriksen.

- Nu må han (Bjarne Corydon, red.) i et samråd forklare, hvorfor det først er opdaget nu, siger Bang Henriksen til Politiken.

Advokatfirmaet Poul Schmith har været statens faste advokat siden 1936.

I de seneste år har der været kraftig kritik af monopol-aftalen efter afsløringer i Politiken af, at Poul Schmith kræver op til to-tre gange højere honorarer end andre advokater i samme type sager.

Poul Schmiths 15-20 seniorpartnere har hver tjent over syv millioner kroner om året. Det gør dem til de bedst lønnede advokater i landet.

Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet er i gang med forhandlinger med Poul Schmith om en ny aftale.

Bjarne Corydon vil ikke svare på spørgsmål, men skriver i en mail til Politiken, at Moderniseringsstyrelsen sammen med PA Consulting Group "har analyseret en mere tidssvarende model for fastsættelse af Kammeradvokatens priser. Vi kan se, at vi muligvis kan spare penge ved at anvende en sådan model, og det vil vi selvsagt stile efter i de igangværende forhandlinger".

/ritzau/