Containerild og mados: Falck rykker ud til 108 brande

admin

10 år siden

|

01/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Næsten 300 gange i løbet af nytårsdøgnet måtte brandfolk landet over rykke ud til brande, der i de fleste tilfælde var små.

Falck, der står for slukningsarbejdet i to tredjedele af landets kommuner, melder klokken 5 onsdag morgen om 153 brande på landsplan. Der er hovedsageligt tale om småbrande i containere, skraldespande eller lignende, lyder det.

Til sammenligning havde Falck i samme tidsrum for et år siden været kaldt ud til 113 brande.

- Landets brandvæsener har traditionen tro haft en hektisk start på det nye år, og antallet af brande er lidt højere end sidste år.

- Men set over en længere periode er antallet af nytårsbrande faldet, så måske er folk generelt blevet bedre til at passe på hinanden og omgivelserne, siger pressemedarbejder i Falck Jeppe Ilkjær.

Nytårsaften 2009/2010 rykkede Falck ud til 268 brande.

I hovedstaden lyder det fra Københavns Brandvæsen, at nytårsnatten har været travl på grund af en række småbrande og en enkelt stor brand i Nyhavn.

En opgørelse viser, at Københavns Brandvæsen indtil klokken 5 havde kørt 74 udrykninger i løbet af nytårsdøgnet. Fire af brandene var lejlighedsbrande, mens resten var bål i gaderne eller andre småbrande.

Den mest alvorlige brand i København var en tagbrand i Nyhavn. Alarmen lød kort efter midnat, og på det tidspunkt stod det cirka 100 kvadratmeter store tag allerede i flammer. Branden kom dog hurtigt under kontrol, og ingen personer kom til skade.

Antallet af udrykninger i de københavnske omegnskommuner var klokken 5 oppe på 54, lyder det fra Københavns Brandvæsen.

/ritzau/