Den franske fodboldklub AS Monaco må efter alt at dømme undvære stjernespilleren Radamel Falcao resten af sæsonen, ligesom det også er tvivlsomt, om han vil være at finde ved sommerens VM i Brasilien.
Det er status, efter at den colombianske angriber pådrog sig en alvorlig knæskade, da Monaco onsdag besejrede amatørholdet Chasselay Monts d'or Azergues i den franske pokalturnering.
Monaco skriver på sin hjemmeside, at det tyder på, at Falcao har fået en skade på korsbåndet i venstre knæ.
- Det er nødvendigt at operere. Lægerne vil gøre alt, hvad de kan, for at få Radamel Falcao til at komme sig hurtigst muligt, skriver den franske klub uden at uddybe, hvor længe han menes at være ude.
Det spanske nyhedsbureau Efe skriver imidlertid, at den 27-årige colombianer har revet korsbåndet over.
Oplysningen er ifølge nyhedsbureauet bekræftet af den portugisiske kirurg og knæspecialist Jose Carlos Noronha, der har tilset stjernespilleren efter onsdagens uheld.
Efe skriver, at skaden betyder, at Falcao risikerer at være ude i seks måneder, og hvis oplysningen er sand, ser det meget tvivlsomt ud med Falcaos deltagelse ved VM.
Turneringen begynder i Brasilien 12. juni.
Falcao var med ni scoringer en af nøglespillerne på det colombianske landshold, som træner Jose Pekerman førte til andenpladsen i den sydamerikanske kvalifikationsgruppe.
Falcaos potentielle lange skadepause risikerer desuden at få konsekvenser for Monacos forsøg på at sikre sig det franske mesterskab.
Colombianeren, der kom til klubben fra spanske Atlético Madrid, har scoret ni gange i 17 optrædener i denne sæson.
Klubben ligger lige nu nummer to i Ligue 1 med 45 point for 21 kampe.
/ritzau/