Æbleflæsk, jordskokker og danske grise kommer til at præge to frimærker, som Post Danmark netop har udgivet.
Det er kokken og iværksætteren Claus Meyer, der står bag idéen. Han indtager nu frimærkedesignet med sin helt egen tolkning af den traditionelle danske ret æbleflæsk.
- Det moderne nordiske køkken har taget verden med storm gennem det seneste årti og har været med til at forny vores gamle madtraditioner på en radikal måde, siger designchef i Post Danmark Frimærker, Martin Pingel i en pressemeddelelse, og fortsætter:
- Det markerer vi nu med udgivelsen af to frimærker, der hylder den klassiske danske ret æbleflæsk.
Det er hovedingredienserne til æbleflæsk, der kommer til at pryde det lille firkantede frankeringsmærke, nemlig æbler og svin.
Dog i en gourmetudgave i bedste Claus Meyer-stil med jordskokker, rugbrødsdrys, sennep, rosastegt filet og timian.
Og står det til den gastronomiske rådgiver i Meyers Madhus Bo Frederiksen, er det en ret, som vi alle kan være med på.
- Æbleflæsk er en ret med store kvaliteter, men også en enkel ret, som let kan opdateres og på den måde indskrive sig i fortællingen om det ny nordiske køkken,fordi den nye version er lettere, smukkere, saftigere og mere aromatisk end sinforgænger, siger Bo Frederiksen i en pressemeddelelse.
De to frimærker udkommer i værdierne 6,50 og 14 kroner.
Claus Meyer er ikke den eneste, der i tidens løb har sat sit præg på det danske frimærke.
Forsangeren for Kashmir, Kasper Eistrup, fik i 2012 lov til at pynte to frimærker med sine malerier, hvor et af dem var af sin guitar.
Samme år stod kronprinsesse Mary for et frimærke i forbindelse med en kampagne for Hjerteforeningen, som hun er protektor for.
/ritzau/