City snupper gruppesejr fra Juventus med vildt comeback

admin

9 år siden

|

09/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Manchester City kom tirsdag aften helt til tops i gruppe D i fodboldens Champions League.

Efter en dramatisk afsluttende fase i hjemmekampen mod Borussia Mönchengladbach vandt City 4-2 hjemme over Andreas Christensens klub.

Manchester City vendte kampen på hovedet med to scoringer af Raheem Sterling efter henholdsvis 80 og 82 minutter.

På det tidspunkt førte Gladbach 2-1 og så ud til at styre mod gruppens tredjeplads, der giver adgang til Europa Leagues 1/16-finaler.

Lidt senere scorede Wilfried Bony til 4-2, og dermed fuldendte City det store comeback.

Englænderne var kommet foran efter et kvarter ved David Silva, men tyskerne havde vendt stillingen til en 2-1-føring før pausen efter mål af Julian Korb og Raffael.

Andreas Christensen spillede hele kampen for Gladbach.

Juventus ville have sikret førstepladsen med blot uafgjort ude mod Sevilla, men spanierne vandt 1-0 efter et mål af Fernando Llorente midt i anden halvleg.

Llorente kom i forbindelse med sæsonstarten til Sevilla fra netop Juventus.

Michael Krohn-Dehli kom på banen for Sevilla kort tid efter scoringen.

Manchester City vinder gruppe D med 12 point, mens Juventus slutter som nummer to med 11 point.

Dermed risikerer de italienske mestre en hård lodtrækning i 1/8-finalerne, hvor klubben skal møde en gruppevinder.

Det kan eksempelvis blive FC Barcelona, Real Madrid eller Bayern München.

Sevilla slutter som nummer tre med seks point, og dermed bliver den spanske klub overført til Europa Leagues 1/16-finaler.

Sevilla har vundet netop Europa League de to seneste sæsoner.

Gladbach må tage til takke med sidstepladsen med fem point.

/ritzau/