Der er lagt op til en af sæsonens sværeste, men vigtigste kampe for Manchester City, når de lørdag møder Everton på udebane i Premier League.
Liverpools nederlag til Chelsea har nemlig åbnet guldkampen i den engelske liga på vid gab, og Manchester City kan selv bane vejen for den prestigefyldte titel, hvis de vinder deres tre sidste kampe.
- Alt er i vores egne hænder, og vi ved, at vi skal vinde de sidste kampe, hvis vi skal vinde titlen igen, men det bliver meget svært, siger den argentinske City-forsvarer Pablo Zabaleta til Reuters.
Sidst Manchester City mødte Everton, kæmpede City sig til en 3-1 sejr, efter at have været bagud 0-1. City-mandskabet er klar over, at lørdagens kamp mod Everton bliver en udfordring.
- Everton på udebane er en svær kamp for os. De går efter en fjerdeplads, så der er intet, der bliver let, og vi bliver nødt til at vise karakter og personlighed. Vi har en stor chance, siger Zabaleta.
Manchester City ligger på en tredjeplads i Premier League med 77 point, tre point efter Liverpool i front. Til gengæld har City tre kampe tilbage, mens Liverpool og Chelsea, som ligger nummer to, kun har hver to kampe tilbage.
- Inden kampen mod Crystal Palace, sagde vi, at vi havde brug for, at Liverpool tabte nogle point. Det har de gjort nu, men intet er afgjort. Vi skal fortsat arbejde hårdt, ligesom vi har gjort gennem hele sæsonen, og forhåbentlig vinder vi de tre sidste kampe, lyder det fra Zabaleta.
Efter udekampen mod Everton venter Aston Villa og West Ham på hjemmebane i de sidste to kampe.
/ritzau/