Christina Watches forsøger at hente Vuelta-vinder

admin

10 år siden

|

04/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Cykelholdet Christina Watches forsøger i disse timer at rejse penge til at hente den regerende Vuelta a España-vinder Chris Horner.

Den 42-årige amerikaner står i øjeblikket uden arbejdsgiver, efter at hans kontrakt med Radioshack udløb ved årsskiftet. Det danske kontinentalhold er derfor blevet tilbudt den alsidige stjernerytter.

- Det kan falde på plads om tre timer eller tre uger, hvis det lykkedes.

- Det er en proces, og den er vi i gang med, og vi har i første omgang meldt ud, at vi er interesserede. Vi kan ikke sætte os tilbage og spille kolde på den her, siger direktør Claus Hembo.

I øjeblikket er han i gang med at rejse penge til en kontrakt med amerikaneren.

- Jeg har haft en dialog med Christina her til morgen omkring, hvor meget urfirmaet Christina Watches vil kunne øge sit budget. Hun er også stærkt interesseret i få tilknyttet en så stor profil som Horner.

- Jeg sidder også i dialog med andre sponsorer for at se, om der er nogen, der har lyst til at spytte i kassen, siger Claus Hembo.

Med Chris Horner på holdet regner cykeldirektøren med, at Christina Watches vil blive et attraktivt navn hos løbsarrangørerne.

- Vi har i forvejen et stærkt løbsprogram, men med Chris Horner på holdet bliver det nok endnu nemmere at få interessante invitationer. Der er sikkert mange arrangører, der gerne vil se en regerende grand tour-vinder til start.

- Det vil være exceptionelt at kunne stille til start med Chris Horner til Post Danmark Rundt, siger Claus Hembo.

Det vakte en del opsigt i efteråret, da den 42-årige amerikaner vandt det spanske etapeløb i Vuelta a España.

Blandt andet fordi Horner aldrig tidligere har været i nærheden af en sejr i et af de store grand tour-løb, som også tæller Giro d'Italia og Tour de France.

Selv om Chris Horner triumferede i det prestigefyldte løb, så har ingen ønsket at skrive kontrakt med ham. Claus Hembo har en forklaring på, hvorfor amerikaneren nu er arbejdsløs.

- Han lagde ud med et lønkrav på 1,5 millioner euro, og jeg tror, at han overspillede sine lønkort og nu har holdene brugt deres penge, siger Hembo.

/ritzau/