Chelsea overtager førstepladsen i Premier League

admin

10 år siden

|

11/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Chelsea fortsætter stimen af sejre i Premier League. Lørdag blev det til den fjerde på stribe, da London-klubben vandt 2-0 på udebane over Hull.

Det tog dog næsten en time at knække oprykkeren, der kæmpede hårdt for at få point, men Eden Hazard og Fernando Torres sørgede for, at José Mourinhos tropper fik alle tre point.

Som set tidligere på sæsonen var Chelsea lidt tid om at sætte sig i gennem for alvor. Holdet havde enkelte gode målchancer i første halvleg, men det lykkedes ikke at sætte trumf på. Blandt andet Oscar misbrugte en stor chance.

Hull har hidtil i sæsonen haft succes med at lukke ned for modstanderne. I de første 10 hjemmekampe havde Hull blot lukket seks mål ind, hvilket ingen hold i Premier League havde gjort bedre inden lørdag.

Hulls forsvar kunne dog intet stille op, da Chelseas Eden Hazard tog sagen i egen hånd efter 55 minutter.

Belgieren modtog bolden på kanten af straffesparksfeltet og trak ind i banen på tværs af flere forsvarsspillere, og da skudpositionen bød sig, sendte han sikkert bolden ind ved roden af stolpen til 1-0.

Hull søgte udligningen, som slutfløjtet nærmede sig, men det blev i stedet Chelsea, der cementerede sejren kort før tid.

Fernando Torres fik bolden midt på Hulls banehalvdel og tog en solotur, som han afsluttede med at udplacere hjemmeholdets keeper, Allan McGregor, til 2-0.

Med sejren rykker Chelsea op på førstepladsen i Premier League. Det kan dog nemt være en midlertidig status.

Manchester City kan rykke op på førstepladsen med en sejr i Newcastle søndag, og mandag aften kan Arsenal også rykke forbi Chelsea med en sejr ude over Aston Villa.

/ritzau/