Skattemyndigheden afgør selv, om borgerne vil kunne granske egne skattesager: Skat kan afskære borgernes aktindsigt ved at sende en sag i høring hos en anden af Skats afdelinger.
Det siger skattejurist Henriette Kinnunen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Hun kritiserer Skats nye såkaldte styresignal, som er sendt i høring. Styresignalet afskærer skatteyderne fra aktindsigt i egne sager, som sendes mellem Skats afdelinger.
- Det er i det hele taget bekymrende, at aktindsigt i egne skatteforhold kan afhænge af, om Skat har været nødt til at høre en anden afdeling eller ej i sagen, siger Henriette Kinnunen:
- På den vis emmer forslaget af vilkårlighed, for i værste fald kan Skat forhindre enhver form for aktindsigt blot ved at sende sagen til høring hos en anden afdeling.
Hun klandrer Skat for at skubbe skatteyderes aktindsigt tilbage. I 2005 blev aktindsigten udvidet, fordi skattemyndighederne ikke ville forringe borgernes retssikkerhed. At Skat siden har ændret sin struktur, ændrer ikke det principielle, mener Henriette Kinnunen.
- Nemlig at man nu i højere grad ønsker at tage hensyn til systemet end til borgerne og virksomheders adgang til at se, hvilke overvejelser Skat gør sig i en af deres sager, siger hun.
Skatteyderne og virksomheder må kunne se hele Skats interne korrespondance i deres skattesager. Ellers ved man ikke, hvad Skat bygger sin afgørelse på, mener Henriette Kinnunen.
- Principielt svarer det til, at man selvfølgelig også skal kunne få resultaterne af en blodprøve hos sin læge, så man ved, om man fejler noget og i givet fald kan tage stilling til, om det er en sygdom, som kræver medicin, siger hun.
Når Skat kræver stadig flere oplysninger fra skatteyderne, ville det klæde Skat selv at vise større åbenhed, mener skattejuristen i Cepos.
/ritzau/