King Digital Entertainment, der står bag det populære online- og mobiltelefonspil Candy Crush Saga, fik en sur start på børsen onsdag.
King Digital ringede med åbningsklokken på børsen i New York onsdag, men da dagen var slut, var aktien faldet med omkring 16 procent.
Dermed faldt værdien for selskabet med godt en milliard dollar. Ved King Digitals børsnotering rejste man en halv milliard dollar, og selskabet blev værdisat til lidt over syv milliarder dollar. Efter kursfaldet er den nu altså nede på knap seks milliarder.
King Digital Entertainment tilbyder over 180 forskellige spil, men det er det to år gamle Candy Crush Saga, der trækker læsset i selskabets indtjening.
Candy Crush Saga har omkring 100 millioner daglige aktive brugere på verdensplan, og det står for hele 78 procent af King Digitals årlige salg.
Selskabet tilbyder sine spil gratis. Indtjeningen sker, når spillerne tilkøber ting i spillene som eksempelvis ekstra liv.
Candy Crush Saga blev først lanceret på det sociale medie Facebook i april 2012. Først på Apple-apparater og senere til Android.
Spillets popularitet fik Kings Digital Entertainments indtjening til at stige eksplosivt. Fra 22 millioner dollar i første kvartal 2012 til 602 millioner dollar i fjerde kvartal 2013.
/ritzau/Reuters