Den britiske indenrigsminister, Theresa May, overtager posten som britisk premierminister senest onsdag aften.
Det siger den afgående premierminister, David Cameron, i en kort meddelelse uden for premierministerboligen i Downing Street 10.
- Jeg glæder mig over, at Theresa May bliver den næste premierminister. Hun er stærk, hun er kompetent, og hun er fuldt ud i stand til at yde det lederskab, vores land har brug for i de kommende år. Hun har min fulde støtte, siger han.
Cameron tilføjer, at han tirsdag vil lede sit sidste regeringsmøde, inden han onsdag er i Underhuset til spørgetime og derpå kører til paladset og formelt indgiver sin afskedsbegæring til dronning Elizabeth II.
- Der vil være en ny premierminister i den bygning bag mig inden onsdag aften, siger Cameron mandag eftermiddag og peger på Downing Street 10.
Premierministeren meddelte sin afgang efter den britiske EU-afstemning 23. juni, hvor et flertal af de britiske vælgere stemte for at forlade EU.
Tidligere mandag meddelte Mays eneste modkandidat, Andrea Leadsom, at hun trækker sig fra kampen om formandsposten i Det Konservative Parti.
Dermed trak Leadsom også sit kandidatur til premierministerposten.
/ritzau/