Byd på Carl-Mar Møller og få en tur nøgen på taget af hans Volvo

Elo Christoffersen

11 år siden

|

12/03/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Netauktionen QXL sætter nu en dag i selskab med Danmarks vel nok mest provokerende og debatskabende sexolog og parterapeut, Carl-Mar Møller, til auktion. Pengene går til organisationen ”Familier med kræftramte børn”.

Vinderen af auktionen med Carl-Mar Møller kommer til at tilbringe en hel dag sammen med ham på hans landsted i Kokkedal.

Det indebærer at få den i dag Danmarks-berømte tur på taget af hans Volvo, hvor man i nøgen tilstand klamrer sig til sikkerhedsgitteret. Derudover kommer vinderen tættere på en mand, der er kontroversiel i den måde han taler om magtforholdet mellem mænd og kvinder - og ikke mindst deres kønsdeles betydning i den sammenhæng.

- Indimellem har man godt af at blive udfordret på sine overbevisninger og få lidt jord under neglene. Carl-Mar Møller er garant for sådan en oplevelse. Derfor er vi glade for, at han og andre kendte danskere igen i år vælger at lade sig bortauktionere for en dag, siger administrerende direktør, Steen Trier, fra QXL.

Flere aktiviteter for de kræftramte

Organisationen ”Familier med kræftramte børn” kan i år fejre sit 30 års jubilæum. Desuden er det femte år i træk at organisationen samarbejder med QXL omkring “En dag i dine sko”-indsamlingen. Sidste år lykkedes det QXL at indsamle 77.500 kroner I år håber netauktionen, at det lykkes at indsamle endnu flere penge.

Byd på en håndlæser

Foruden at byde på en hel dag sammen med kendte politikere, erhvervsfolk eller journalister, kan man som noget nyt i år også byde på en række andre spændende auktioner.

Det drejer sig for eksempel om fri bar for 200 mennesker på den københavnske natklub NASA, en 12 personers kage fra Conditori La Glace hver måned i et år, eller sågar noget så eksotisk som en håndlæsnings- og kærlighedsaften med den dygtige og anerkendte Krumme Håndlæser.

Du kan se auktionen med Carl-Mar Møller her.