Button: Magnussens manglende erfaring koster

admin

10 år siden

|

11/05/2014

Dagens topnyheder

Tre løb i træk uden point.

Det er facit for McLaren efter søndagens spanske grandprix i Barcelona, hvor Jenson Button blev nummer 11 lige foran teamkammeraten Kevin Magnussen.

Netop den danske rookie i motorsportens kongeklasse får af Button noget af skylden for, at McLaren halter efter i øjeblikket.

- Vi gør det ikke godt nok for tiden, siger Button til BBC.

- Det gør det mere svært at have en rookie i teamet. Det vil jeg ikke lyve om. Kevin er uerfaren, og selvom han lærer hurtigt, er der stadig en tiendedel eller to, som ikke er der, fordi han ikke har så meget information og erfaring, som vi burde have, siger Button.

McLaren indledte sæsonen med et brag, da Magnussen blev toer og Button treer i det australske grandprix, men i de efterfølgende fire løb har McLaren ikke kunnet følge med de bedste.

/ritzau/