De amerikanske aktier har på første handelsdag i det ny år fået en flyvende start, efter at Kongressen i 11. time opnåede en budgetaftale, der afværgede den økonomiske afgrund, som ville have sendt USA tilbage i recession.
Standard & Poor's 500 steg 2,54 procent, hvilket er den største stigning siden 20. december 2011. S&P sluttede på 1462,42 point. Dow Jones-indekset steg med 2,35 procent til 13.412,71 point.
Teknologibørsen Nasdaq steg med 92,75 point til 3112,26 point, hvilket er en stigning på 3,07 procent. Flere elektronikvirksomheder kunne notere sig stigninger på op til tre procent på denne optimistiske børsdag.
Stigningen på børserne i Wall Street fulgte onsdag i kølvandet på børsstigningerne i Europa og Asien. Også der var lettelsen stor over, at der midlertidig er opnået enighed i Washington om en budgetaftale.
- Det kan godt være, at aftalen blev indgået i sidste øjeblik, men endelig lykkedes det de amerikanske politikere at finde et fælles ståsted ved at vedtage en politisk pakke, der er udformet til at afværge afgrunden, siger aktiehandler Joe Rundle, ETX Capital.
/ritzau/AFP