BSV-profil efter nordjysk triumf: Nu ser det godt ud

admin

10 år siden

|

18/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bjerringbro-Silkeborg er pludselig tilbage som et seriøst bud på en plads i DM-semifinalerne, efter at holdet overraskende besejrede Aalborg Håndbold med 24-22 på udebane tirsdag aften.

Gæsterne var ellers bagud med syv mål undervejs, men det tidligere så skrøbelige hold viste stærk moral, og det kan bære langt, mener landsholdsbacken Mads Christiansen.

- Det er en dejlig følelse at vinde over et hold, der normalt ligger i top-4, og som er forsvarende danmarksmestre. Det er virkelig et mentalt boost for os, at vi er i stand til at slå dem i Aalborg, siger Mads Christiansen.

Han og holdkammeraterne ankom ellers til Gigantium uden point i slutspilstabellen, men det blev der lavet om på, og BSV rykker nu op forbi Aalborg - side om side med Sønderjyske på andenpladsen.

- For vores vedkommende betyder sejren, at gruppen er åbnet. Vi var rigtig glade for, at Sønderjyske i weekenden slog Aalborg hjemme, men vi skulle jo også selv på tavlen, forklarer Mads Christiansen.

- Det kom vi så nu. Jeg vil ikke sige, at semifinalepladsen ligger til os, men det ser rigtig fint ud, og vi har nu 10 dage til at forberede os til kampen mod Sønderjyske på hjemmebane.

- Der skal en sejr til, men vi har haft et godt tag på dem i grundspillet, siger han.

Efter en hidtil skuffende sæson viste holdet nye sider i sejren over nordjyderne, som regulært blev nedkæmpet i en dramatisk afslutning.

- Vi havde håbet på, at det skulle være det fintpolerede spil i starten af sæsonen, men det ser ud til, at vi nu har fundet ud af, at ligegyldigt hvad der sker, kan vi i hvert fald fighte alt, hvad vi magter.

- Sådan kan man vinde de hårde kampe i slutminutterne, konstaterer Mads Christiansen.

/ritzau/