Bruxelles er mandag vågnet op til tredje dag i træk i højeste alarmberedskab efter konkrete trusler om angreb i den belgiske hovedstad i stil med attentaterne i Paris sidste weekend, der kostede 130 mennesker livet.
Det er samtidig den første hverdag under terroralarmen, hvor talstærkt og tungt bevæbnet politi og militær fortsætter med at patruljere i gaderne i Bruxelles.
- Vi frygter et angreb som det i Paris med adskillige individer, som på samme tid indleder angreb flere forskellige steder, sagde Belgiens premierminister, Charles Michel, søndag aften efter endnu et møde i Belgiens nationale sikkerhedsråd.
Børnehaver, skoler, gymnasier og universiteter er lukket, og mange i Bruxelles planlægger mandag at passe deres arbejde hjemmefra, hvis det er muligt.
Metroen er lukket for tredje dag i træk, men busser og sporvogne kører, og fly lander og letter i lufthavnen ved Bruxelles.
Shoppingcentre og butikker holder i stort omfang lukket, men de fleste supermarkeder vil til gengæld holde åbent dagen igennem.
Den belgiske indenrigsminister, Jan Jambon, siger til radiostationen RTL, at meget alligevel fungerer i Bruxelles mandag.
- Bortset fra den lukkede metro og de lukkede skoler, går livet videre i Bruxelles. Den offentlige sektor er åben, og mange virksomheder er også åbne, siger Jambon mandag morgen.
EU-institutionerne i den belgiske hovedstad holder åbent, men i ministerrådet er stribevis af møder aflyst, mens mange i EU-systemet også arbejder hjemme.
Men eurozonens økonomi- og finansministre holder som planlagt deres møde i eurogruppen, hvor ministrene mandag skal diskutere EU-Kommissionens vurderinger af eurolandenes udkast til budgetplaner for 2016.
Søndag aften slog belgisk politi til i en ny stribe antiterroraktioner, hvor 16 mennesker denne gang blev anholdt.
I alt 19 huse blev søndag ransaget i Bruxelles, mens yderligere tre huse blev ransaget i Charleroi syd for den belgiske hovedstad.
Jagten gælder især den 26-årige Salah Abdeslam, der menes at have været med til attentaterne i Paris sidste weekend.
Meldingerne lyder på, at Abdeslam stadig kan være udstyret med et bombebælte, som han kan have båret under angrebene i den franske hovedstad.
- Salah Abdeslam blev ikke pågrebet i aktionerne, sagde statsanklagerens talsmand, Eric Van Der Sypt, på et pressemøde natten til mandag efter politiaktionerne.
De belgiske myndigheder vurderer situationen igen i løbet af mandagen, inden de tager stilling til, om terroralarmen i Bruxelles skal fortsætte på højeste niveau.
I resten af Belgien er trusselsniveauet fastholdt på det næsthøjeste ud af i alt fire trin.
/ritzau/