Brøndby træder tilbage i fælles tv-aftale

admin

10 år siden

|

12/05/2014

Dagens topnyheder

Superligaklubben Brøndbys nye bestyrelse har besluttet igen at deltage i superligaklubbernes fælles tv-aftale. Det skriver klubben i en fondsbørsmeddelelse.

- Den nye bestyrelse vælger at søge dialogen og fællesskabet. Det er vigtigt for dansk fodbold - og dermed også for Brøndby IF - at klubberne arbejder tæt sammen, siger bestyrelsesformand Jan Bech Andersen i pressemeddelelsen.

Brøndby IF meddelte efter et internt møde med de andre superligaklubber i februar, at man ikke kunne tilslutte sig den fælles tv-aftale.

Brøndby mente, at fordelingsnøglen mellem klubberne var forkert.

Det mener også den nye bestyrelse, men den har valgt en anden fremgangsmåde.

- I lighed med den tidligere bestyrelse mener vi ikke, at fordelingsnøglen i tv-aftalen afspejler Brøndby IF's kommercielle værdi. Men fronterne har været låst fast, og vi synes ikke, at det er frugtbart at stå udenfor, siger Jan Bech Andersen.

Divisionsforeningen kan nu sende medierettighederne til dansk fodbold i udbud. Divisionsforeningen og klubberne søger en aftale på seks år, når den nuværende aftale udløber til næste sommer.

Foruden fordelingsnøglen var netop de seks år et af de punkter i tv-aftalen, Brøndby IF var uenig i.

Ikke desto mindre lover Brøndbys bestyrelsesformand, at Brøndby nu samarbejder.

- Jeg er glad for, at Divisionsforeningen i skikkelse af formand Thomas Christensen har imod vores fremstrakte hånd. Vi har lovet hinanden, at det nu handler om at samarbejde, ikke modarbejde hinanden. Jeg kommer til at stå på mål for, at Brøndby IF overholder sin del af aftale, siger han.

/ritzau/