DSB har mandag aften indstillet togdriften mellem Vejen og Holsted i Sønderjylland, efter at en lastbil har påkørt jernbanebroen over Foldingbrovej.
I stedet er der indsat togbusser på strækningen, oplyser DSB på Twitter.
Politiet fik anmeldelsen om, at broen var blevet påkørt klokken 20.
- Der er sket store skader på broen. Der er faldet betonstykker ned og dele af jernskelettet er blotlagt, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Banedanmark er mandag aften på vej til broen for at vurdere, hvor alvorlige skaderne er.
Chaufføren, der påkørte broen, har ikke anmeldt uheldet, men kørte fra stedet.
- Ud fra det, der er fundet derude, er der formentlig tale om en stor rød lastbil med noget køleanlæg, siger vagtchefen, der gerne vil høre fra folk, som måtte have set en sådan lastbil.
/ritzau/