Det brasilianske luftvåben indfører nu en flyveforbudszone over de mange fodboldstadioner under sommerens VM-slutrunde for at forhindre terrorangreb. Men luftvåbnet har ikke tilladelse til at skyde potentielle terrorister ned, lyder det.
Ifølge lovgivningen må Brasiliens militær kun skyde mistænkelige fly ned langs narkoruterne nær landets grænser, men ikke over tæt befolkede byområder.
Brasiliens flyvevåben har derfor bedt landets regering om at ændre lovgivningen, så militæret har mulighed for forsvare luftrummet over stadionerne, hvis der skulle komme et terrorangreb.
I mellemtiden må de våben, der bliver indsat på jorden nær stadionerne, ikke skyde på et fly, der flyver ind i flyveforbudszonen, siger den militære chef for lufttrafikken i Brasilien.
VM-slutrunden bliver afholdt fra 12. juni til 13. juli, og de 64 kampe bliver spillet i 12 byer.
Af sikkerhedsmæssige årsager vil passagerfly ikke få lov til at lande i otte lufthavne, som ligger inden for en radius af 7,2 kilometer af flyveforbudszonen ved stadionerne.
Forbuddet begynder en time før kampstart og varer i fire til fem timer. Flyene må dog godt lette i dette tidsrum, og flyveforbudszonen kommer ikke til at påvirke landets største internationale lufthavne.
Flere end 600.000 udenlandske fans ventes at ankomme til Brasilien for at være en del af sommerens fodboldfest.
Men tre af stadionerne er endnu ikke klar til begivenhederne, selvom fodboldforbundet Fifa ønskede, at alle 12 skulle stå klar i december sidste år.
Det drejer sig om de tre stadioner i São Paulo, Curitiba og Cuiaba, skriver nyhedsbureauet AFP. Det førstnævnte stadion skal endda danne rammen om åbningskampen mellem Brasilien og Kroatien.
/ritzau/Reuters