Den brasilianske angriber Brandao har fået en seks måneder lang karantæne, efter at han nikkede Paris Saint-Germain-spilleren Thiago Motta en skalle i august.
Dermed kan Bastia-spilleren først spille igen næste år, oplyser den franske fodboldliga.
- Brandao kan spille igen 22. februar 2015, skriver ligaens disciplinærkomité.
Brasilianeren blev i første omgang midlertidigt suspenderet i fire uger.
Det er anden gang inden for to sæsoner, at spilleren får karantæne for ufine metoder. I sidste sæson var Brandao udelukket i fire spilledage for at bruge albuen mod Yohan Cabaye, der også er PSG-spiller.
Den franske sportsminister Thierry Braillard har tidligere kaldt episoden skandaløs og krævet en hård straf.
Skallenikkeriet skete umiddelbart efter ligakampen mellem Paris Saint-Germain og Bastia i Paris, som hjemmeholdet vandt 2-0.
Overvågningskameraer har vist, hvordan Brandao efter kampen tilsyneladende ventede på Thiago Motta i spillertunnelen. Da han fik fat på ham, nikkede han ham en skalle. Derefter løb han væk med Motta i hælene. PSG-spilleren brækkede næsen.
Den franske liga havde mulighed for at udelukke Brandao i op til to år.
Fredag aften valgt Brandao ifølge sin advokat at appellere afgørelsen.
/ritzau/AFP