Når kineserne får mozzarella på pizzaen, kan det meget vel komme fra Danmark. Og i fremtiden vil sandsynligheden for det danske bidrag til den italienske spise stige.
Den danske mejerikoncern Arla investerer omkring 80 millioner kroner i en ombygning af det danske Branderup Mejeri, der ligger mellem Løgumkloster og Toftlund i Sydjylland.
Og mejeriet skal fremover ikke længere producere gul ost, men mozzarellaost. Samtidig udvides kapaciteten fra 18.000 ton til 25.000 ton om året.
Og omlægningen af osteproduktionen hænger nøje sammen med Arlas koncernstrategi 2017. For der er gode vækstmuligheder for mozzarella især i Kina, Mellemøsten og Rusland, der er tre af Arlas strategiske vækstmarkeder uden for EU.
- Efterspørgslen efter mozzarellaost er stigende. Og vi forventer os især meget af det kinesiske marked, hvor fast food industrien i disse år vokser hurtigt, siger Jais Valeur, koncerndirektør med ansvar for Arlas globale produktion og produkter.
- De kinesiske forbrugere efterspørger for eksempel mozzarellaost til pizzaer, og vi ser muligheder både i at levere til fødevareindustrien og detailhandlen, siger han i en pressemeddelelse.
Med investeringen kommer Arlas samlede kapacitet op på 100.000 ton mozzarellaost om året. Der produceres i dag 75.000 ton på Rødkærsbro Mejeri i Danmark, men mejeriets maksimale kapacitet er nået.
Den ost, som Branderup Mejeri hidtil har lavet, vil blive flyttet til andre mejerier. En del af produktion vil blive flyttet til Taulov Mejeri, mens en anden del allerede er ved at blive flyttet til Arlas mejeri i Sonthofen i Sydtyskland.
Ombygningen af Branderup Mejeri kommer til at foregå til vinter. Det betyder, at Branderup Mejeri forventes at være klar til at producere mozzarellaost til næste år.
- Det bliver en omvæltning for medarbejderne, og omlægningen kræver, at vi er omstillingsparate. Men jeg har tiltro til, at vi kommer godt igennem processen, siger Henrik Jessen, der er mejerichef på Branderup Mejeri.
Branderup Mejeri har i dag omkring 80 medarbejdere. Arla forventer, at investeringen i mejeriet kan langtidssikre det nuværende antal arbejdspladser på mejeriet.
/ritzau/