Brahimi - International Syrien-mægler - træder tilbage

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, siger, at den internationale Syrien-mægler, Lakdar Brahimi, træder tilbage fra sin post den 31. maj.

I over et år har Lakhdar Brahimi ikke lagt skjul på, at han har været tæt på at træde tilbage fra posten som FN's og Den Arabiske Ligas fælles særlige repræsentant i Syrien.

Tidligere i denne måned lukkede han dybt nedtrykt den anden runde af fredsforhandlinger mellem oppositionen og styret i Syrien.

- Jeg er meget, meget ked af det, sagde han efter de resultatløse forhandlinger.

Selvom parterne har haft rig mulighed for at forhandle løsninger på krigen, der har kostet flere end 136.000 mennesker livet, er der ikke sket noget, siden de sad over for hinanden første gang i slutningen af januar i Schweiz. Der er ikke fastsat en dato for en tredje runde.

Fredsprocessen blev efter flere udskydelser indledt 22. januar i år.

Oppositionen går målrettet efter at få indført en overgangsregering uden præsident Bashar al-Assad i spidsen. Omvendt fastholder regeringens forhandler, at Assads position ikke er til forhandling.

Ifølge Lakhdar Brahimi skal parterne ved et eventuelt tredje møde først diskutere vold og terrorisme og dernæst en mulig overgangsregering.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, har skudt skylden for de resultatløse forhandlinger på Syriens regering. Han mener, at styret har "blokeret enhver form for fremskridt i retning af at danne en overgangsregering".

/ritzau/AFP