Borgmester til minister: Vi har ingen ghettoer i Roskilde

Ann Katrine Warren

11 år siden

|

22/02/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hverken Æblehaven eller Rønnebærparken i Roskilde burde nogensinde være kommet på regeringens ghettoliste. Det mener Roskilde-borgmester Joy Mogensen, der nu har inviteret boligminister Carsten Hansen på besøg, så han ved selvsyn kan lære området at kende og møde beboerne. Et besøg der forventes at finde sted i juni. 

Med besøget vil borgmester Joy Mogensen gerne have sat fokus på selve kriterierne vedrørende ghettolisten – eksempelvis antal arbejdsløse i et boligområde, som i en krisetid er en vanskelig målestok.

Boligminister Carsten Hansen har selv været fortaler for at bruge betegnelsen ”udsatte boligområder” i stedet for, men betegnelsen ”ghetto” klæber til regeringens liste, som består af 33 almennyttige boligområder.

- Jeg ser gerne en generel diskussion af, hvad en liste af denne art overhovedet kan bruges til. Det virker stigmatiserende på både børn og voksne, hvis de udpeges til at bo i såkaldt ghetto. Det er jo et positivt fokus, der er brug for i stedet for, og dette boligområde har en masse godt at byde på, siger borgmester Joy Mogensen.

Æblehaven og Rønnebærparken kom med på ghettolisten i 2012. En kedelig overraskelse for eksempel for de mange frivillige bag den velbesøgte beboercafé.

Carsten Hansen har takket ja til invitationen, og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har foreløbigt lagt op til, at besøget kan finde sted i juni.