Bombesælger i fængsel for uagtsomt manddrab

admin

459 uger siden

|

09/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En 30-årig mand fra Hobro har fået seks måneders fængsel for uagtsomt manddrab, fordi han solgte ulovlige krysantemumbomber forrige nytårsaften. Det endte med at koste tre personer livet.

De fem måneder er gjort betinget af 100 timers samfundstjeneste. Den resterende måned har den dømte allerede afsonet, mens han sad varetægtsfængslet.

Den medtiltalte er dømt skyldig efter fyrværkeriloven og får 20 dages betinget fængsel.

Det bestemmer Retten i Aalborg tirsdag ifølge TV2 Nord.

Begge mænd har fra starten nægtet sig skyldige.

Bagmanden valgte i samråd med sin forsvarer at anke dommen på stedet til landsretten. Han vil frifindes. Den anden tiltalte har udbedt sig betænkningstid til at beslutte, om han vil at anke sin dom.

- Jeg solgte kun lovligt fyrværkeri - familieposer med raketter og batterier, har den 30-årig bagmand tidligere forklaret i retten.

Flere vidner har ellers fortalt, hvordan de nu afdøde var taget ned på et værksted nytårsaftensdag for at fremstille et bomberør, der kunne passe til bomben, som de havde købt af den tiltalte.

To venner sprang i luften i Skellerup ved Hobro, da de antændte krysantemumbomben.

Ikke langt derfra - i Assens ved Mariager - skete en tilsvarende ulykke, da en 37-årig familiefar antændte en lignende bombe.

Mens tre blev dræbt, blev to hårdt kvæstet.

Storebroren til en af de afdøde mistede selv sit venstre øje, og kind, næse og lunger blev skadet, da bomben blev affyret.

En anden mistede begge øjne. Hans egen rolle bestod i at tænde lyset i sin iPhone og lyse, så de to venner, der senere omkom, kunne tænde lunten.

To politibetjente, der var blandt de første på ulykkesstederne, forklarede, at eksplosionerne havde været så voldsomme, at ofrenes hoveder var sprængt i stykker, og hjernemasse var blevet spredt i et stort område.

/ritzau/