Den tidligere landsholdsspiller i håndbold Joachim Boldsen forudser, at EM-finalen på søndag i Herning bliver et anliggende mellem Danmarks forsvarende EM-guldvindere og Frankrigs olympiske mestre.
KIF Kolding København-spilleren, der er ekspertkommentator på TV3 Sport, forventer, at Danmark besejrer Kroatien i fredagens ene semifinale, og at Frankrig vinder over de spanske verdensmestre i den anden.
- Jeg synes, Danmark har en klart bredere trup end Kroatien. Det har været meget de samme, som har spillet for kroaterne, mens Danmark har sparet nogle spillere specielt i den seneste kamp mod Island, siger Joachim Boldsen i en pressemeddelelse.
- Jeg tror også, Frankrig vinder over Spanien. Franskmændene har set skræmmende gode ud, og med verdens bedste håndboldspiller, Nikola Karabatic, så bliver de svære at styre, siger han.
Spanien og Frankrig spiller fredag klokken 18.30 om den ene plads i finalen.
Samme aften klokken 21.00 skal Danmark og Kroatien dyste om den anden finaleplads ved EM.
/ritzau/