Bødekrav i kartelsag bliver på flere millioner

admin

10 år siden

|

27/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere firmaer i byggebranchen nøjedes ikke med at aftale priser og vilkår i det skjulte.

De gav også hinanden kontante belønninger i forbindelse med udbuddene.

Det hævder Bagmandspolitiet i den første straffesag om kartelvirksomhed.

Her er et stort tømrer- og snedkerfirma er tiltalt for i 14 tilfælde at have overtrådt konkurrenceloven.

I otte tilfælde blev der oven i købet afregnet et "vederlag" mellem de involverede, påstås det i anklageskriftet.

Det skal for eksempel være sket ved tilbud på asbestsanering af Høje Gladsaxe Skole i 2009.

Med tre andre firmaer udvekslede det nu tiltalte selskab oplysninger om priser og andre vilkår.

Som led i aftalen betalte vinderen af udbuddet derefter næsten 100.000 kroner til hvert af de øvrige firmaer, hedder det.

I andre tilfælde var belønningen for at aftale tilbud i porten på 50.000 kroner og 75.000 kroner, påstås det i anklageskriftet, som er frigivet tirsdag.

Sagen skal behandles af Retten i Lyngby, men der er endnu ikke fastsat datoer for hovedforhandlingen.

Ifølge anklageskriftet er ofrene for de påståede hemmelige aftaler både kommuner og private bygherrer.

Der var - påstås det - for høje priser i forbindelse med renovering af skoler, et gymnasium, et plejehjem og en bankfilial. I alt drejer entrepriserne sig om lidt over 100 millioner kroner.

Bagmandspolitiet har tiltalt selve selskabet, en direktør samt en ansat, der fungerede som såkaldt beregner.

De tiltalte nægter sig skyldige.

Påstanden er bødestraf, og anklageren vil bede retten om at indregne fortjenesten i fastsættelsen af bøden, fremgår det af anklageskriftet.

Sagen er lagt op som en såkaldt prøvesag, som skal give retningslinjer for andre sager i det store kompleks, som drejer sig om byggerier for 400-500 millioner kroner.

Bøden kan blive på et tocifret millionbeløb, såfremt retten vælger at følge Bagmandspolitiets påstand.

Konstitueret statsadvokat Henrik Helmer Steen har tidligere betegnet sagen som "meget grov."

Ifølge forarbejderne til loven skal den slags tilfælde straffes med bøder på mindst 15 millioner kroner.

Dog må en bøde maksimalt udgøre 10 procent af selskabets omsætning.

/ritzau/