Blot ti syrere søgte asyl i Danmark i sidste uge

admin

441 uger siden

|

13/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I sidste uge søgte blot en enkelt iraker asyl i Danmark. Det samlede tal for hele ugen ligger på 99 asylansøgere.

Dermed har antallet af registrerede asylansøgere i syv af de seneste otte uger ligget under 100 om ugen. Det viser den seneste opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Opgørelsen er baseret på registreringer i politiets system, Polsas. Tallene er foreløbige og forbundet med usikkerhed, da der løbende sker efterregistreringer.

I uge 22 var tallet i første omgang på 87 asylansøgere. Men det tal er rettet til 118, og dermed glippede otte uger i træk under 100 asylansøgere.

De øvrige asylansøgere fra den seneste uge fordeler sig ved 32 fra Afghanistan, ti fra Syrien og 56 fra andre lande.

I den første uge i januar med grænsekontrol blev der registreret 641 asylansøgere. Tallet er faldet støt uge for uge siden.

I maj søgte cirka 350 personer asyl i Danmark. Det er det laveste antal i en enkelt måned siden februar 2012.

Under Folketingets afslutningsdebat 1. juni satte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ord på flygtningesituationen.

De lavere asyltal betyder i statsministerens optik ikke, at Danmark kan læne sig tilbage, pointerede han afslutningsdebatten.

- Min holdning er klar: Vi skal holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau. Det betyder, at vi skal betydeligt længere ned end de 21.000, vi fik sidste år.

- Regeringen er klar til at handle for at sikre, at der ikke rokkes ved det, sagde statsministeren fra talerstolen.

De 28 EU-lande gav på et møde 12. maj grønt lys til, at Danmark og fire andre Schengen-lande kan forlænge deres grænsekontrol i seks måneder. Det gjorde den danske regering 1. juni, så grænsekontrollen varer helt frem til 12. november.

/ritzau/